Monarchs vinder Elming bowl

Finalen i Elming Bowl mellem Avedøre Monarchs og Esbjerg Hurricanes blev en jævnbyrdig og underholdende affære.

Søndag eftermiddag var der tændt op i grillen til de omkring 300 fremmødte tilskuere på græsarealet ved Hvidovre Gymnasium, da Avedøre Monarchs tog imod Esbjerg Hurricanes i Elming Bowl, finalen i seniorrækken for 9-mandsfootball.

Begge hold havde på forhånd tanket selvtillid i semifinaleopgørene, som blev vundet i overbevisende stil, og finalen skulle vise sig at blive en nervepirrende duel mellem to jævnbyrdige hold.

Hvidovre Monarchs kom bedst fra start med en touchdown allerede efter få minutters spil. Hjemmeholdet gik efter to ekstra point, men forsøget mislykkedes, og de sortklædte spillere fra Hvidovre måtte derfor nøjes med at være foran med 6-0.

Hurricanes svarede hurtigt igen med en touchdown, og det var meget symptomatisk for store dele af opgøret, at de to hold skiftedes til at være foran. Gæsterne fra Esbjerg fik imidlertid slået et stort hul ned til hjemmeholdet og førte på et tidspunkt med 14 point i den sidste halvdel af opgøret. Det var tydeligt, at Monarchs-defensiven var sårbar over for de dybe kast fra Esbjerg.

Sendt til tælling

Værterne kæmpede sig dog tilbage igen med to touchdowns og fik kontakt ved 34-34, og herfra fulgtes de to hold ad i resten af opgøret og skiftedes til at have en smal føring. I slutfasen havde begge madskaber problemer med at finde et effektivt modsvar til hinandens aggressive angreb, og det blev afgørende for opgøret.

Med under to minutter igen fik hjemmeholdet bragt sig foran med 48-46. Det betød, at Avedøre Monarchs skulle stoppe Esbjerg, inden tiden løb ud. En touchdown med så kort tid tilbage ville med stor sandsynlighed resultere i en sejr til gæsterne.

Defensivt foretog hjemmeholdet et par ændringer til de fire forsøg på at stoppe det farlige Esbjerg-angreb. En interception til sidst blev afgørende for Avedøre Monarchs, der havde bolden med få sekunder igen, der dermed løb med sejren i Elming Bowl, som det også var tilfældet i 2019.

– Det var en sindssyg spændende kamp. Hele trænerstaben er så stolte af vores drenge, der viste en fantastisk kampgejst, selvom vi var sendt til tælling. Det var helt fantastisk. Pointene og følelserne fløj frem og tilbage, og det var uden tvivl en af de mest spændende kampe spillet i år, lød det fra Monarchs-coach Jack Lieberoth efter kampen, som roste modstanderne fra Esbjerg for at presse Hvidovre-mandskabet til det yderste.