Monarchs tabte til Red Devils

Monarchs sluttede sæsonen på en flot 3. plads

4. oktober 2011

Monarchs tabte 12-27 på udebane mod Holbæk Red Devils.

Med nederlaget endte Holdet fra Bymuren udenfor playoff pladserne i 1.division, og sæson 2011 er slut.

Monarchs løbespil fungerede i store dele af kampen, men tre turnovers indenfor Red Devils 20 yard linje ødelagde chancerne for touchdowns. I alt havde Monarchs seks turnovers i kampen, og det stoppede flere lange drives.

Det lykkedes ikke Monarchs at stoppe Red Devils enmandshær #1 der både spillede receiver og runningback. Red Devils lykkedes med screens og dybe kast til hurtige receivere. På defense var deres #11 og #33 dygtige til at læse spillet, bryde Monarchs O-line og forstyrre kastespillet.

Holdets tredje quarterback Daniel Kjærsgaard løb med bolden flere gange, og efter at have tromlet henover Red Devils defense scorede han to flotte touchdowns. Rookie runningback Jackie Berg fik fortjent kampens Gameball efter at have løbet for mere end 100 yards.

Desværre blev det sat ny rekord med mere end 150 straf yards til holdet fra Bymuren. De mange straf yards gav Red Devils gode udgangspunkter, og det udnyttede de til fulde. Samtidig fik Monarchs deres første ejected spiller i holdets syv årige historie.

Det var holdet fra Bymurens første sæson i 1.division, og de endte på en flot 3.plads med syv sejre og tre nederlag.