Rss Feed twitter facebook

Ottende sejr i træk i sæsonens sidste kamp

Avedøre Monarchs satte trumf på en helt utrolig sæson, da holdet besejrede Køge Marines 24-8 i årets sidste kamp og dermed nåede op på otte sejre i træk.

Forvandlingen er total fra sidste sæson, hvor holdet gik igennem sæsonen med blot to sejre – og otte nederlag. I år er det gået stik modsat, nemlig otte sejre og to nederlag, som vi vel at mærke skal helt tilbage til april for at finde.

Faktum er nemlig, at Avedøre Monarchs ikke har tabt, siden Roskilde Kings kom på besøg og slog holdet med 41-12 den 27. april. Revanchen var desværre ikke på kampprogrammet i år, men Monarchs fik i det mindste hævnet det andet nederlag til Holbæk Red Devils, som mindre end to måneder senere blev slået i egen hule.

Den fornemme stime fortsatte mod Køge Marines, men det var hverken kønt eller overbevisende spil, der prægede kampen. Monarchs var ramt af en del afbud og en enkelt karantæne på den offensive linje, og det kunne ses. Mens defense fortsatte i vanlig stil, havde offense sværere ved at komme i gang.

Monarchs havde ellers mulighed for at komme først på tavlen tidligt i kampen, men en fumble et par yards fra endzone reddede Køge, der tog imod gaven. De undgik point og scorede tilmed på det efterfølgende drive på et fint kast og efterfølgende løb. De første seks point blev suppleret af yderligere to på en conversion, og dermed bragte Køge sig noget overraskende foran med 8-0.

Føringen holdt helt til efter pausen, men Monarchs fik dog reduceret på vejen dertil. QB Martin Olsen tog ansvaret på sine skuldre og løb bolden til et touchdown. Herefter forsøgte Monarchs sig med en sjælden two point conversion, som ikke lykkedes – 8-6 til Køge Marines, viste scoretavlen ved pausen.

Turboen blev sat på i anden halvleg, og Monarchs lignede med et sig selv igen. Offense lagde ud med et langt drive, og som så ofte før i denne sæson blev det afsluttet af RB Kevin Westfal Sørensen, der med et par skridt løb bolden i endzone for 19. gang i denne sæson – og så var Monarchs foran for første gang i kampen, 12-8.

Antallet af first downs, som Køge Marines tilspillede sig efterfølgende, kan tælles på en enkelt hånd, og personlige fejl gjorde samtidig livet nemmere for Avedøre Monarchs. Eksempelvis kiksede Marines’ punts igen og igen, og det var Monarchs ikke for fine til at udnytte. QB Martin Olsen tog for sig af retterne og vadede endnu engang i endzone til sit 2. touchdown i kampen.

Så var kampen reelt afgjort – Monarchs har ikke tilladt mere end to touchdowns imod sig siden den dramatiske 21-20-sejr over Frederikssund Oaks i starten af maj. Kevin Westfal Sørensen var dog opsat på at kunne skrive ’20 touchdowns på én sæson’ på cv’et, og han fik som fortjent, da han sent i fjerde quarter endelig nåede milepælen med et af sine karakteristiske løbe-touchdowns på et par yards.

Med tid på klokken fik Marines bolden tilbage, men på det tidspunkt havde de tilsyneladende fået nok af Avedøre Monarchs. Noget utraditionelt valgte Køge-drengene at gå i ’victory formation’ – som nu skal omdøbes – og lade tiden gå ud til Monarchs-sejr på 24-8.

Den ottende af slagsen – og nok til at give Avedøre Monarchs en delt 1.-plads i Kvalifikationsrække Øst sammen med Roskilde Kings og Holbæk Red Devils, der ligesom Monarchs gik igennem sæsonen med otte sejre og to nederlag.

Facebook twitter linkedin stumbleupon digg reddit favorites more

AIF NFA Monarchs | Byvej 58 | 2650 Hvidovre | Danmark | info@monarchs.dk. Designed by Cool Websites

Thanks to Fast Loans, weiterbildung, webdesign berlin